Karriere: Lav en personlig forretningsplan

 

08/05/2007

En sund udvikling i en karriere hjælpes på vej, hvis man lægger en personlig forretningsplan, som man løbende følger op og reviderer. Det mener ledelsesrådgiver Gitte Mandrup, som netop har startet sin egen konsulentvirksomhed, www.gittemandrup.dk.


Executive summary: En sund udvikling i en karriere hjælpes på vej, hvis man lægger en personlig forretningsplan. Det mener ledelsesrådgiver Gitte Mandrup, som netop har startet sin egen konsulentvirksomhed med ydelser indenfor forandringsledelse, strategisk HRD og sparring til ledere.

Af Bo Grubbe Jensen

Gitte Mandrup har efter en årrække som leder i det danske erhvervsliv valgt at tage springet og starte sin egen konsulentvirksomhed. Virksomhedens ydelser ligger primært indenfor forandringsledelse, strategisk HRD og som sparringspartner til ledere. Selvom det kan virke risikabelt at gå fra en vellønnet lederstilling til at være selvstændig, er hendes motivation for at starte egen virksomhed klar:

- Mine kunder tilhører meget forskellige brancher både fra det private og offentlige erhvervsliv. Jeg er glad for at kunne hjælpe disse virksomheder ud fra mine erfaringer, mens jeg sideløbende kan lære meget af deres udfordringer. Min interesse ligger indenfor at 

arbejde med design og facilitering af udviklingsprocesser i en virksomhed, og jeg kan lide at bruge mine kompetencer og erfaringer til at hjælpe andre på vej. Når udviklingsprocessen er godt i gang, går turen så videre til en ny virksomhed. På den måde lærer jeg meget undervejs, blandt andet på grund af virksomhedernes diversitet, og jeg får samtidig et enormt energitilskud af hele tiden at være i bevægelse, siger Gitte Mandrup.

Bruger egen medicin
Gitte Mandrups faglige udgangspunkt indenfor ledelsesrådgivning er de kompetencer og erfaringer, hun har fået igennem sin karriere.

Hun startede som 22-årig som kemiingeniør hos Novo Nordisk og havde fra første dag ansvar for at lede andre. Siden fik hun hurtigt et stigende ledelsesansvar først i en årrække internt i Novo Nordisk, efterfølgende som personaleudviklingschef på Det Kongelige Teater og endelig som HR-direktør på TV2.

Selv om Gitte Mandrup har stor forkærlighed for sit oprindelige fagområde, kunne hun fra starten af sin karriere mærke, at hun havde et talent for at samle mennesker om at nå et bestemt mål. I takt med sit stigende ledelsesansvar blev den faglige interesse for kemi oversteget af interessen for at kunne få mennesker til at udvikle sig og arbejde sammen. Hun tog derfor sideløbende en executive MBA på SIMI for at videreudvikle sine forretningsmæssige og personlige kompetencer i ledelse.

- Jeg har udviklet min karriere ud fra de samme principper, som jeg rådgiver virksomheder ud fra. Jeg har derfor fra starten af min karriere udarbejdet en personlig forretningsplan, som jeg løbende følger op på og reviderer. Samtidig sørger jeg for at holde mig ajourført med de seneste tendenser indenfor ledelse, både gennem mit personlige netværk og ved at læse en stor mængde faglitteratur. På den måde kan jeg gennem min personlige forretningsplan hele tiden udvikle mig, samtidig med fokuset på de langtidssigtede mål, siger Gitte Mandrup.

Forretningsorienteret oplevelsesledelse
Udover at være konsulent i sin egen virksomhed har Gitte Mandrups forretningsplan også ledt til en række tillidsposter, herunder en plads i Advisory Board for Master-uddannelsen i Oplevelsesledelse på RUC. Hun ønsker at bidrage til udviklingen af uddannelsen bl.a. ud fra de erfaringer, hun har fået igennem sine poster i kreative brancher.

- Min vision for denne uddannelse er, at de masterstuderende, der skal have fokus på oplevelsesbranchen, bliver forretningsorienterede. De skal lære at strukturere de kreative virksomheder. Det betyder, at man ikke skal kvæle kreativiteten i disse virksomheder – tværtimod. Jo mere klare rammer og mål der er, desto flere ressourcer bliver der frigivet til at være kreativ, siger Gitte Mandrup.

---
Læs mere:
www.gittemandrup.dk


Tip en ven

 

 

Udskriv artikel
Print artikel