|
Executive summary:
udenlandsk ejede multinationale virksomheder
er bedre end danskejede multinationale virksomheder
til at informere om virksomhedens finansielle
situation og om ansættelser og afskedigelser. Det
fremgår af et internationalt forskningsprojekt om
human ressource management og
arbejdsmarkedsrelationer.
Redigeret af Peter Horn
|
informationer om virksomhedens finansielle situation og om
ansættelser og afskedigelser bliver i højere grad formidlet
i udenlandsk ejede virksomheder end i danskejede
virksomheder, selv om der i Danmark er en lang
tradition for informationsdeling i samarbejdsudvalg.
Analyser viser, at de udenlandsk ejede virksomheder i højere
grad deler den form for information end de danskejede.
Det fremgår af det internationale forskningsprojekt “Employment
Practices of Multinational Companies in Organizational
Context”, hvor forskere fra flere lande har samlet nationale
data omhandlende human ressource management (HRM) og
arbejdsmarkedsrelationerne (Industrial relations - IR).
Kommunikation som konkurrencefaktor
Medarbejderinvolvering og kommunikation er vigtige
elementer af en virksomheds HR-praksis.
Medarbejderinvolvering kan have betydning for kvaliteten i
det produkt eller den service, som virksomheden leverer, og
som sådan kan det være en konkurrencefaktor. Kommunikation
kan være afgørende for medarbejdernes tilfredshed og kan
dermed også påvirke produktion, service og kvalitet.
“Et flertal af de undersøgte virksomheder angiver, at deres
systemer for medarbejderinvolvering er forskellige fra den
ene enhed til den anden. Det indikerer, at Multinational
Companies – forkortet til MNC’er - tilpasser deres
involveringssystemer og kommunikationsstrategi til det
enkelte datterselskab i det enkelte land,” hedder det i
rapporten, hvis danske version er udarbejdet af Dana
Minbaeva og Steen E. Navrbjerg fra hhv. CBS-SMG og
Københavns Universitet FAOS.
“I de udenlandsk ejede virksomheder er den mest anvendte
strategi for involvering af medarbejderne
’problem-løsningsgrupper’ og ’grupper der skal stå for
kontinuerlige forbedringer i virksomheden’. Disse grupper
bruges i højere grad af udenlandsk ejede virksomheder end af
dansk-ejede virksomheder, og det kan overraske; man kunne
forvente, at sådanne gruppedynamiske arbejdsorganiseringer
var anvendt mere i en dansk sammenhæng, hvor man har
relativt lange traditioner for gruppe-baseret
arbejdsorganiseringer.”
Når det gælder kommunikation i MNC’er, bruges en bred vifte
af kommunikationsmidler. Det mest udbredte i forbindelse med
kommunikation til de menige medarbejdere er møder mellem
ledere og mellemledere, nyhedsbreve eller e-mails – samt
virksomhedens intranet. De virksomheder, som har en
international HR-enhed eller virksomheder som anvender andre
systematiske HR-praksisser, arbejder mest systematisk med
kommunikation.
Indholdet i kommunikationen med medarbejderne er, påpeger
HR-lederne - i prioriteret rækkefølge:
Virksomhedens finansielle situation;
information om investeringsplaner;
bemandingsplaner (ansættelser og afskedigelser).
Et overblik: MNC’er i Danmark
Det samlede antal MNC’er i Danmark er 304 udenlandsk-ejede
MNC’er, hvoraf 88 MNC’er indgår i projektets databesvarelse
(svarprocent: 29 %) og 113 danskejede MNC’er hvoraf 31
indgår i databesvarelsen (svarprocent: 27 %).
Flertallet af MNC’er i den danske databesvarelse er ejet af
et moderselskab i et europæisk land. 46 % af MNC’er i
Danmark er fra skandinaviske lande. Uden for Europa
dominerer MNC’er med moderselskab i USA: 16 %. Ni ud
af 10 af MNC’er i Danmark, er fra de vestlige økonomiske
systemer. Størstedelen af udenlandske MNC’er i Danmark er
ejet af et moderselskab i et land med relativt store
ligheder med det økonomiske og til en vis grad
arbejdsmarkedskulturelle system i Danmark. De udenlandske
MNC’er er generelt større målt på antal medarbejdere end de
danskejede MNC’er med et gennemsnitligt antal medarbejdere i
hele koncernen på 60.000 mod et gennemsnitligt antal
medarbejdere i danskejede MNC’er på mellem 1.000-4.999
medarbejdere.
Stor betydning for økonomien
Tilstedeværelsen af multinationale virksomheder
(Multinational Companies - MNC’er) har stor betydning for
den danske økonomi. En betydelig og stadig stigende andel af
den danske arbejdsstyrke er beskæftiget i multinationale
selskaber.
“De personalepolitikker, som disse virksomheder
implementerer, får derfor stadig større betydning for danske
lønmodtagere – og for det danske arbejdsmarked – fordi
personalepolitikker i de ofte store virksomheder indirekte
kan påvirke samarbejds- og forhandlingskulturen,” noterer
forskerne i rapporten.
---
Download rapporten
her
|