Karriere: Pernille Fabricius ny chef for TryghedsGruppen

27/12/11

Pernille Fabricius er fra marts 2012 ny adm. direktør for TryghedsGruppen smba.

Executive summary: Bestyrelsen for TryghedsGruppen smba, der bl.a. er hovedaktionær i forsikringsselskabet Tryg, har udnævnt den 45-årige Pernille Fabricius til  adm. direktør. Hun kommer fra en international topstilling i TMF Group og tiltræder i TryghedsGruppen  22. marts 2012. Den tidligere adm. direktør kastede håndklædet i ringen: "Resultaterne udeblev."

Redigeret af Peter Horn

Bestyrelsen for TryghedsGruppen smba har udnævnt den 45-årige Pernille Fabricius til ny adm. direktør. Hun kommer fra en international topstilling i TMF Group, hvor hun har været siden 2005. Hun tiltræder i TryghedsGruppen  22. marts 2012.

Hun kommer fra en stilling som økonomidirektør (CFO) og direktionsmedlem for TMF Group - en global servicevirksomhed baseret i England og Holland, der leverer finansielle, juridiske og HR serviceydelser i 75 lande. Hun har været i gruppen siden 2005, har ansvaret for virksomhedens drift og er i dens bestyrelse. TMF Group beskæftiger ca. 5.000 medarbejdere globalt.

Pernille Fabricius er  Cand.Merc.Aud fra CBS og har siden taget en MBA, en MSc i finansiering samt en LLM (European Union Law)
Mikael Olufsen, bestyrelsesformand i TryghedsGruppen, begrunder udnævnelsen:

"Pernille Fabricius har en bred erhvervserfaring fra store koncerner med hovedvægt på drift, ledelse og finansiel styring af servicevirksomhed. Samtidig har hun en vidtfavnende uddannelsesbaggrund. Hun er således særdeles godt rustet til at lede TryghedsGruppen, der spænder over en række servicevirksomheder og som samtidig har en kapitalforvaltning af betydelig størrelse. (...) Hun (har) igennem sin karriere demonstreret det drive og
engagement, som er en vigtig forudsætning for at løfte TryghedsGruppen ind i næste fase af virksomhedens udvikling, bl.a. inden for vores sundhedsinvesteringer."

Medstifter af Executive Business Networking
Pernille Fabricius har tidligere bestredet tunge poster som CFO i TNS Group – en af verdens største media-analysevirksomheder, CFO i GN Netcom samt vicedirektør i ISS, hvor hun bl.a. arbejdede med privatiseringer, bl.a. i care-forretningen. I denne periode blev hun VP for koncernfinans og HR.

Hun var blandt medstifterne af Executive Business Networking i 2000, der havde til formål at fremme kvinder i ledelser og bestyrelser, og medlem af EBNs advisory board. Hun har tidligere blevet interviewet til Executive Magazine, og artiklerne kan læses her og
her .

"Jeg glæder mig meget til udfordringen med at lede TryghedsGruppen ind i en ny fase. Jeg er meget bevidst om, at jobbet både indebærer drift af virksomheder med stor berøringsflade til nye forretningsområder og til den offentlige sektor og at værne om den kapital, der skal bidrage med tryghed til forhåbentlig mange generationer af danskere fremoverDet indebærer også, at jeg flytter hjem med familien til Danmark efter otte år i henholdsvis Holland og England, og det bliver en spændende ny udfordring at arbejde med et dansk og nordisk sigte.," siger Pernille Fabricius, der afløser Jørn Wendel Andersen. Han har som konstitueret adm. direktør  ledet TryghedsGruppen siden 17. november 2011, hvor han også har været i bestyrelsen i 10 år. Forgængeren Lennart Meineche fratrådte stillingen i efteråret 2011.

Han sagde dengang ifølge en pressemeddelelse:

"Det har været fem spændende og udfordrende år, med blandt andet opkøb og udvikling af seks selskaber inden for forebyggelse, rehabilitering og pleje. Vi havde sat os ambitiøse mål: At vi inden for en kortere årrække skulle opnå et solidt indtjeningsgrundlag på sundheds- og sikkerhedsområdet som supplement til vores forsikringsaktiviteter. Det er altid ærgerligt, når de ønskede resultater ikke indfinder sig i det tempo, det er påkrævet for at nå ambitionen. Men når det konstateres, at dét ikke er tilfældet, er det rigtigt at afprøve friske kræfter på den øverste ledelsespost."


TryghedsGruppen: 1 mio. medlemmer
TryghedsGruppen smba er en medlemsbaseret virksomhed med over 1 million medlemmer. Medlemmerne er forsikringstagerne i Tryg og Nordea Liv & Pension i Danmark. TryghedsGruppen er med 60 % hovedaktionær i Nordens næststørste forsikringskoncern Tryg.

Derudover ejer gruppen den nordiske motionskæde SATS, den svenske virksomhed Previa, der rådgiver offentlige og private organisationer om medarbejdersundhed, dens danske søstervirksomhed PreviaSundhed samt Sahva, der fremstiller hjælpemidler til mennesker med bevægelseshandicap. Endelig ejer TryghedsGruppen aktiemajoriteten i Quick Care, der udbyder afklaring, opkvalificering og udplacering af sygemeldte i forhold til arbejdsmarkedet, samt en andel i Kærkommen, som er leverandør af privat hjemmehjælp og personlig pleje i Region Hovedstaden og Nordjylland.
Overskuddet fra TryghedsGruppens aktiviteter går til at skabe tryghed i Danmark. Det sker gennem de almennyttige aktiviteter i TrygFonden, der støtter en lang række almennyttige aktiviteter inden for områderne sikkerhed, sundhed og trivsel. I 2011 støtter TrygFonden trygheden i Danmark med cirka 500 mio. DKK.
---
Læs mere her:
www.tryghedsgruppen.dk
http://blog.politiken.dk/lunde/2010/01/31/i-l%C3%A6ngden-taber-du-mikael-olufsen/
http://epn.dk/samfund/article1981477.ece