Column: Hvordan bruger du din brandingplan?

29/04/10

Branding og type
– en serie med fem columns

Executive summary: Erhvervspsykolog Lene Thomsen skriver denne gang om typepsykologiens dimension Judgement(J)/Perception(P) med særligt fokus på branding.

”Plan well, hang loose” Frank Barrett

I typepsykologien handler dimensionen Opfatte (Perception)/Vurdere (Judgement) om såkaldt livsstil, forstået som hvordan en person foretrækker at gå til livet. Heri kan lægge, hvad der skal til for at personen føler at tingene kører, som de skal. En opfattetype føler sig godt tilpas med at holde alle muligheder åbne og at trække en beslutning så langt som muligt, hvorimod en vurderetype vil foretrække at få struktur på tingene, lægge en plan og følge den. 

I forhold til branding kan denne dimension bruges til at overveje, hvilken type brandingtilgang, der passer til dig. Er den detaljerede plan det, der giver dig energi til handling eller har du brug for at der er plads til det spontane, som alligevel bringer dig i den rigtige retning?

Her følger en beskrivelse af, hvad der er en typisk opfatte- henholdsvis vurderetilgang til verden – meget firkantet set!

Typiske opfattetypetræk
Opfattetyper har en præference for at holde muligheder åbne så lang tid som muligt. De har sjældent behov for en deltaljeret plan – faktisk vil de ofte se en plan som vejledende eller meget snærende, hvis de er nødt til at følge den nært. De vil foretrække at kunne blive ved med at holde øjne og ører åbne for nye informationer og ideer. De er ofte meget fleksible, og de sætter deres frihed højt. Dette kan også betyde, at de er hurtige til at forkaste en plan eller har svært ved at anerkende behovet for en plan. Begge disse træk kan være til stor frustration for vurderetyperne, som kan anse disse træk som mangel på overblik og struktur. Såfremt en opfattetype faktisk anerkender behovet for en plan, vil vedkommende så ofte bytte om på rækkefølge eller ændre tidsplan, fordi de bliver optaget af et særligt aspekt. Det kan også være opfattetypen, der opdager, hvis gruppen er på vej til en god løsning på et forkert problem, fordi vedkommende bliver ved med at tage ny information ind.

Opfattetyper kan drænes for energi, hvis de rammer og kolleger, de har, fastholder dem i en bestemt struktur og procedure.  

Typiske vurderetypetræk
Vurderetyperne har det bedst med at have styr på tingene og gør ofte en ihærdig indsats for at få det, hvis de oplever, at tingene flyder. En klar plan, der sikrer overblik og viser vejen til målet, giver en vurderetype ro i sindet og ro til at kaste sig over arbejdet. Vurderetyper kan ofte godt lide at få afsluttet ting og skabe del- eller helkonklusioner. Mange åbne ender og konstante ændringer i såvel mål, midler og informationer kan drive en vurderetype til vanvid og betyde, at vedkommende kan have svært ved at arbejde effektivt eller overhovedet få noget gjort. Vurderetypens trang til planlægning kommer ikke til sin ret i denne situation, og frustrationen kan i værste fald føre til stresstilstande.

Vurderetypen kan have svært ved at anerkende opfattetypens trang til at holde tingene åbne, når vurderetypen har lagt en plan. Skuffelsen kan være stor, hvis opfattetypen ikke holder sig til planen eller holder de aftaler som vurderetypen har baseret planen på. Dette dræner vurderetypen for energi.

Mål eller middel?
I coaching såvel som i brandingsammenhænge drejer det sig som oftest om at få noget til at ske. Det drejer sig om at skabe de bedst mulige rammer for, at energien retter sig mod handlen frem for tvivl, overspringshandlinger  og frustration. Vurdere- og opfattepræferencerne peger på, at vi ikke alle har brug for at gøre det på samme måde – skønt målet kan ligne hinanden.

Mine erfaringer fra mange personlige karriereudviklingsforløb peger dog på, at en eller anden form for plan øger sandsynligheden for at nå et resultat. Nogle bruger planen meget aktivt, andre laver den og har den i skuffen, og så er der selvfølgelig også nogen, der ikke får skrevet noget ned. Fælles for dem, der rent faktisk laver en plan, er en refleksionproces og en fokusering, som ofte viser sig at få betydning for de faktiske valg og handlinger, som følger – hvad enten planen følges tæt (typiske vurderetype) eller om det mere er intentionen og det overordnede mål, som leder til lidt mere spontane handlinger hos opfattetypen. Lidt firkantet kan man sige at for vurderetypen er planen en del af målet mens den for vurderetypen kan være et middel.

Hvad virker for dig?  – om valg af brandingstrategi
Citatet ’plan well, hang loose’ indleder denne klumme, fordi det peger på styrkerne hos henholdsvis vurderetypen (plan well) og opfattetypen (hang loose). Sammensætningen er svær, men også ofte meget effektiv – også når det gælder personlig branding. Gør dig dit mål klart. Tag din type seriøst, og søg din modsætning for at blive udfordret og/eller fastholdt. For vurderetypen er udfordringen ofte for længe at holde fast i en uddateret plan eller overse enestående chancer, som måtte opstå spontant. For opfattetypen er udfordringen ofte at holde fokus og være vedholdende og tro mod målet. At brænde igennem kræver både åbenhed for muligheder, skabelse af muligheder og markant vedholdenhed.

---
Læs mere:

www.atatov.dk 

 


Denne column er den sidste i en serie på fem af erhvervspsykolog Lene Thomsen, som fokuserer på typepsykologien.

I Executive Magazine uge 46, 2009 kan læses bredere om typepsykologien i: Brand dig efter din type.

I uge 50, 2009 om Introversion/Ekstroversion

I uge 2, 2010 om Sansning/Intuition

I uge 7, 2010 om Tænkning og Følen.

De nævnte columns kan anvendes som et værdifuldt supplement til bogen "Personal Branding", der kan købes på www.karriereledelse.dk eller hos www.saxo.dk. Du kan også bestille i din lokale boghandel.