Business Branding i Berlingske Nyhedsmagasin

Hver uge er der fokus på Business Branding i Berlingske Nyhedsmagasin. Serien skrives af Peter Horn, der er ledelsesrådgiver i trend- og kommunikationsvirksomheden Peter Horn & Co. - og redaktør for Executive Magazine. Han er forfatter til bøgerne ”Personlig branding”, ”Brænd igennem” og ”Top of Mind” og underviser i personlig branding på Masteruddannelsen i Oplevelsesledelse på Roskilde Universitetscenter. www.peterhorn.dk.


Den globale dansker

 













05/09/2008

 Jeg har satset på at være kendt at de rigtige frem for de mange. Omdømmet hos de få har hjulpet mig til resultaterne.,” siger Jørgen Peter Rasmussen, arbejdende bestyrelsesformand i Seawell Limited i London.

Executive summary: Jørgen Peter Rasmussen, 49 år, har efter en toplederkarriere i olieserviceselskabet Schlumberger, startet en ny som bestyrelsesformand i Seawell Limited. Omdømmet i det internationale netværk gør arbejdet for ham.

Af Peter Horn

Der er kun fem-seks personer på et af verdens mest eksklusive kontorer i London. De har det fælles, at de alle arbejder med ”verdens rigeste nordmand”, skibsrederen og industrimagnaten John Frederiksen, der bl.a. har interesser i tankskibe, olierigge og olieservice i et imperium, der antages at være over 100 mia. kr. værd.

En af de seks i den eksklusive gruppe er danskeren Jørgen Peter Rasmussen, 49 år. Han forlod sidste år en toplederpost hos verdens største olieservicevirksomhed Schlumberger, der omsætter 110 mia. kr., har 80.000 medarbejdere fra 140 lande og opererer i 80 lande.

Nu er han arbejdende bestyrelsesformand for det stærkt ekspanderende olieserviceselskab Seawell Limited og gennem sin konsulentvirksomhed tillige rådgiver for topledere i strategi, globalisering og personalestrategier for bl.a. John Frederiksen.

Nordjyden Jørgen Peter Rasmussen blev cand. scient. i geologi i 1983, men allerede året før begyndte han at arbejde i det seismiske Schlumberger-selskab Geco som geofysiker. Hans evne til at knytte kontakt med kunderne blev bemærket. Han blev derfor først udnævnt til salgschef og siden marketingchef, og herefter fulgte talrige udstationeringer i så forskellige lande som Norge, Malaysia, Rusland, Nigeria og USA. I alt har han boet i 14 lande, løst opgaver i 90, og hans børn med norske Marianne er kommet til verden i tre forskellige lande.

I det særlige Schlumberger-system skal man som nyudpeget leder hurtigst muligt kunne pege på tre mulige kandidater som afløsere til den stilling, man lige har fået.

”Det sikrer den ledelsesmæssige kontinuitet,” siger Jørgen Peter Rasmussen.

Omdømme gennem resultater: Den første større position kom inden for rækkevidde, da Jørgen Peter Rasmussen blev international salgsdirektør i data services divisionen af Schlumberger Wireline i Paris i 1990-1992. I 1992 var han salgs- og marketingdirektør i Houston, Texas. To år senere direktør for en aktivitet i Nigeria. I 1996 blev han administrerende direktør for Rusland og Østeuropa, hvor han opbyggede en stab af russiske og udenlandske medarbejdere for at implementere moderne teknologi i den russiske oliebranche.

To år senere blev han adm. direktør for Schlumberger Oilfield Services Scandinavia og Schlumberger blev gennem fusioner en af Norges største olievirksomheder og han blev valgt til hovedbestyrelsen for Norges Olie Industri Forbund, OLF.

”Gennem karrieren har jeg holdt tæt kontakt med mange beslutningstagere og nøglemedarbejdere fra de forskellige Schlumberger-afdelinger. For mig har det handlet om at opbygge et omdømme af at skabe resultater, at tilføre en enorm energi til hvert sted – det tiltrækker de rigtige medarbejdere – og samtidig få synliggjort resultaterne overfor beslutningstagerne. Bestyrelsesarbejdet i OLF gav mig en stærk profil i branchen i Norge, og disse kontakter kan jeg benytte mig af i Seawell, hvor vi har besluttet en aggressiv vækststrategi ved opkøb af egnede virksomheder. En del af disse virksomheder ledes af mine tidligere medarbejdere og mange af dem vil gerne sælge og arbejde sammen med mig. Vi har på et år fordoblet værdien i selskabet.”

Problemknuseren: Fra 2001 og til 2005 lavede Jørgen Peter Rasmussen turn-arounds i flere Sclumbergerejede it-virksomheder i Frankrig og Skandinavien til efterfølgende frasalg. Han vendte tilbage i Schlumberger-selskabet WesternGeco i London, nu i den øverste ledelse; derefter til slutpositionen som president for geofysikerne i Schlumberger.

”Kunder i fokus har været af afgørende betydning i hele min karriere. Jeg har altid prøvet at bruge halvdelen af min tid hos kunderne. Det gør jeg fortsat. Ud over denne lære fra Schlumberger har jeg lært de meget hurtige og korte beslutningsveje hos John Frederiksen. Jeg har satset på at være kendt at de rigtige frem for de mange, og omdømmet hos de få har hjulpet mig til nye udfordringer og stillinger. Og så skal man tænke globalt. Gode løsninger fra et sted kan helt sikkert bruges et andet sted. Brug de bedste taktiker, ikke bare dine egne.”

 


Business Branding: ” Sådan gjorde jeg”

Jørgen Peter Rasmussens råd om internationalt omdømme:

1. ”Resultater tæller, mest. Fokuserer man på at 
      skabe resultaterne, skal man nok blive opdaget. ”

2. ”Man skal vurdere sine menneskelige ressourcer og 
      deres potentiale, når man lægger
strategien. Og så 
      skal man få alle i organisationen til at forstå, hvordan 
      de kan bidrage
for at vi kan nå målet. Kommunikation 
      er egenskab nummer et.”

3. ”Jeg bryder mig ikke om smålighed og satser mere på 
      nye ideer til at skabe vækst frem for bare at se 
      på omkostningsreduktioner. Der er ofte enklere at 
      tjene flere penge ved at få gang i væksten end ved kun 
      at spare.”

4. ”Man skal hjælpe andre frem hele tiden – især 
      de underordnede. I store organisationer vil talent 
      frem – og flere af mine gamle medarbejdere er i dag 
      på vej mod den allerøverste top. Skaber man plads for 
      de unge vil de altid arbejde med dig igen.”

5. ”Det er vigtigt at respektere og tilpasse sig andre 
      kulturer. Skik følge eller land fly er
vigtigere 
      end nogensinde. Det har jeg lært efter arbejde i 
      90 forskellige lande. Der er dygtige folk i alle kulturer 
      og lande”

6. ”Vær selektiv i valget af omgangskreds. Hvem betyder 
      altid mere end hvor mange.”

7. ”Nordmænd siger, ”det er ingen skam at snu!”. 
      Ingen er fejlfrie; hvis du har taget en forkert 
      beslutning, lav den om i en fart.”

 


Læs også interviews med:
Malene Birger
Claus Jensen

 

Tip en ven

 

 

Udskriv artikel
Print artikel