Business Branding i Berlingske Nyhedsmagasin

Hver uge er der fokus på Business Branding i Berlingske Nyhedsmagasin. Serien skrives af Peter Horn, der er ledelsesrådgiver i trend- og kommunikationsvirksomheden Peter Horn & Co. - og redaktør for Executive Magazine. Han er forfatter til bøgerne ”Personlig branding”, ”Brænd igennem” og ”Top of Mind” og underviser i personlig branding på Masteruddannelsen i Oplevelsesledelse på Roskilde Universitetscenter. www.peterhorn.dk.


Performeren

 















21/08/2008

”Jeg har skullet arbejde med min performance. Det gælder vel for de fleste ledere, at evnen til at optræde ikke er medfødt. Til gengæld kan jeg lide det,” siger Claus Jensen, adm. direktør for BabySam.

Executive summary: Claus Jensen, 54 år, er kendt som en af detailbranchens bedste performere. Det bidrog til en turnaround i Fakta. Nu skal han skabe resultater for BabySam-kæden.

Mens han var adm. direktør i discountkæden Fakta, kunne han få i tusindvis af medarbejdere til at juble, når han til det årlige Faktament fortalte, hvordan dansk discounthandels nummer to skulle komme efter nummer et med ”den sorte hund”. Han færdedes scenevant på de skrå brædder i samspil med nogle af de største navne fra den danske underholdningsbranche, der var engageret til formålet. De over 4.000 medarbejdere fik fest og underholdning, men også viden om virksomhedens mål og en dybfølt tak for indsatsen fra deres øverste direktør. Hans begejstring smittede.

Engagementet er også med, når han fremlægger de nye planer for bestyrelsen i babyudstyrskæden BabySam, der nu er kapitalfondsejet. Når målene skal sættes i ledelsesgruppen. Eller når han skal fortælle om ledelse til en konference eller et seminar.

Ud over rampen
Claus Jensen, er kendt som en af detailhandelens bedste performere. Han er i stand til at få budskabet ”ud over rampen” og skabe begejstring og engagement. Det var baggrunden for turnarounden i Fakta, hvor omsætningen blev øget med 

4 mia. kr. og antallet af butikker med 120. Nu vil han bruge performancekonceptet i BabySam for at få medarbejderne i de 32 butikker til at opleve, at de er mange, og at de ”ved at løfte i flok kan drive det til meget mere”.

”Man kan ikke motivere udelukkende gennem løn. Man skal kunne samles om en fælles vision, fælles værdier og opbygge personlig stolthed hos den enkelte. Det skal medarbejderne have redskaberne til. Vi valgte i Fakta bl.a. at satse på butikker, der skulle tage sig godt ud, et personligt ansvar i forhold til kunderne, et smart beklædningsprogram og fokus på den enkelte medarbejder i markedsføringen. I den sammenhæng har jeg søgt at være et godt eksempel. Ikke blot ved at stå på en scene og give de mange medarbejdere ”1000 Watt i øjnene”. Men også ved at være tilgængelig for alle medarbejdere – og give svar indenfor 24 timer. Det er en del af at performe.”

Øvelse gør mester
Hemmeligheden bag Claus Jensens performance er, at han fra tidlig alder har været en aktiv danser og udøvende musiker. ”Jeg nåede en dansk Top-10 placering i moderne standarddans. Man lærer at tage sig ud ved den sport. Jeg var aktiv musiker ved siden af studier og arbejde i 27 år – spillede keyboard – og den slags gør også én scenevant. Både ved konkurrencedans og musik skal man præstere sit bedste. Hvis man ikke vinder eller får et nyt engagement, har man bare ikke gjort det godt nok. Og det er jo ikke altid, at man får en ny chance.”

Ud over dans og musik har Claus Jensen også taget sangundervisning ”mest for at træne brugen af stemmen” og kurser i præsentation.

Claus Jensen har været i stand til at give mange tusinde medarbejdere ”1000 Watt i øjnene” i sin tid i discountkæden Fakta - og gennemføre en turnaround.

”Jeg har skullet arbejde med min performance. Det gælder vel for de fleste ledere, at evnen til at optræde ikke er medfødt. Til gengæld kan jeg lide det, og fremtoningen og udstrålingen skal være den samme, hvad enten jeg står over for en bestyrelse, en ledergruppe eller en stor forsamling af mennesker.”

Claus Jensen mener, at det hører med til respekten for andre og ens fremtræden, at man er ”klædt på” til situationen. Han er pernitten med sin påklædning og med sit ydre – ”en reminiscens fra min tid i tøjbranchen”.

”Der er grænser for, hvor kreativt man kan se ud, når man samtidig skal være forbillede og et godt eksempel for andre i sin virksomhed.”

---
Læs mere:
Berlingske Nyhedsmagasin

 

Business Branding:
” Sådan gjorde jeg”

       Claus Jensens råd om performance:

1. ”Hvis man har noget på hjerte, skal man sørge for at 
       aflevere budskabet optimalt.”

2. ”Man skal tænke strategien baglæns – fra fuldførelsen 
       til begyndelsen og sikre, at
ressourcerne er til stede.”

4. ”Jeg sammensætter altid mine egne præsentationer, 
       så jeg kan dem, og jeg benytter
aldrig manuskript. Man 
       kan ikke læse noget op fra hjertet.”

5. ”Man skal øve sig i at performe – og det kan man også gøre 
       i sin fritid, f.eks. ved at
dyrke konkurrencesport, spille 
       musik eller teater.”

6. ”Man skal ikke være bange for at få hjælp til sin performance 
       af andre. Man kan altid
blive dygtigere.”

7. ”For ledere bliver det stadigt vigtigere at kunne 
      præsentere sine synspunkter og gøre
det på en sådan 
      måde, at det vinder gehør. Hvis man vil skabe en flok 
      løver går det
ikke, at man fremstår som en mus.”


 


Tip en ven

 

 

Udskriv artikel
Print artikel